Fra kedelhal til kreativ tegnestue

Troldtekt fra 1957 er bevaret i fremragende transformation i Aabenraa.

Troldtekt akustiklofter er det naturlige valg til at sikre god akustik og et sundt indeklima i bl.a. kontorbygninger
Foto: Thomas Mølvig, arkitekt

Den høje murede skorsten rager godt op over Aabenraas centrum og markerer også placeringen af ZENI arkitekters tegnestue. Den gamle kedelhal blev opført som en del af Varmecentral Humlehaven i 1957 og var i funktion til 2012. Nu er den omdannet til en moderne arbejdsplads med højt til loftet på alle måder. ZENI arkitekter har begået en meget inspirerende transformation, som nu er blandt Danmarks seks bedste renoveringer i 2020.

Efter nedlukningen i 2012 blev Varmecentralen købt af BoligSyd, der indrettede sig i bygningernes tidligere administrationslokaler. Da BoligSyd i 2018 bad ZENI om hjælp til at indrette kontorer i en tredjedel af kedelhallen, så arkitekterne straks potentialet i den resterende del af hallen.

I dialog med bygherren BoligSyd, blev der tegnet et projekt, som bevarede mest muligt af den industrielle atmosfære. Samtidig var der behov for en gennemgribende renovering, for at skabe tidssvarende rammer for ZENI, der selv ønskede at flytte ind i det flotte rum. I 2018 blev de store kedler hejst ud af bygningen, og i marts 2019 kunne ZENI officielt indvie den nye tegnestue.

Oprindelige loft er bevaret

Oprindeligt var det hensigten at ændre så lidt som overhovedet muligt på bygningens udtryk. Eksteriøret er derfor næsten uændret, bortset fra store nye vinduespartier, der skaber fremragende kontakt mellem ude og inde. I praksis var det dog nødvendigt at gentænke interiøret, da den fuldmurede bygning stod uisoleret. Kedelhallen er derfor blevet isoleret på indervæggene, og taget er blevet isoleret på ydersiden.

I loftet har man kunnet bevare de eksisterende Troldtekt akustikplader fra 1957. Det er sket ud fra arkitekternes betragtninger om autenticitet. Hvorfor skifte noget ud, der holder både som funktion og som æstetisk element. De grove hvidmalede plader spiller utroligt godt sammen med de synlige rødmalede stålspær, der spænder hen over hele rummet.

I så stort et volumen er akustikken selvfølgelig et meget vigtigt parameter. Troldtekt akustikplader i loftet gør det trods alt ikke alene. Derfor er væggene beklædt med perforerede krydsfinerplader med bagvedliggende isolering. Det simple træ giver en varme til rummets karakter. Der er desuden etableret mindre mødebokse og nicher, så medarbejderne kan trække sig lidt tilbage, når det behøves.

I begrundelsen for nomineringen til RENOVER prisen 2020 står bl.a.:

”Omdannelsen af Kedelhallen er et glimrende bevis for, at en bevaring af bygninger ikke står i vejen for udviklingen af en moderne og levende by, men tværtimod er med til at bevare byerne DNA og særpræg.”