Arkitektur til mennesker med demens skal rumme individets livshistorie
At gentænke det velkendte er en af arkitektens vigtigste opgaver i arbejdet med fremtidens plejeboliger til mennesker med demens. Her er hjemlighed og tryghed vigtige kodeord, og det handler om at bruge kendte former og sunde materialer, når der skal skabes nye hjem og miljøer med plads til den enkeltes livssituation og livshistorie.
Når de kognitive færdigheder svigter som følge af sygdom, og evnerne til at klare hverdagen selv ikke længere rækker, kan det være nødvendigt at flytte i en plejebolig. Det kan være en stor omvæltning – særligt for personer med demens. Derfor er det vigtigt at skabe trygge rammer for at sikre deres trivsel og livskvalitet.
Arkitektur, der støtter ældre med en demensdiagnose, er et område i vækst. Her taler man særligt om værdighed, livskvalitet og respekt for den ældre person. Byggeriet tager udgangspunkt i individet og har forståelse for den enkeltes livssituation og behov. Jonas E. Andersson er arkitekt, ph.d. og docent i arkitektur og bydesign ved instituttet for urbane studier ved Malmø Universitet, og han har i mange år beskæftiget sig med og forsket i arkitektur til ældre med demens. Ifølge ham er det netop de individuelle hensyn, der gør en forskel i praksis.
— Forståelsen for individet er altafgørende, når man designer til denne målgruppe. Vi skal tænke i arkitektur, der støtter frem for at stigmatisere. Tidligere gemte man bygninger til demenssyge væk, mens man i dag har mere fokus på at integrere dem som en naturlig del af resten af samfundet. Det er enormt vigtigt for de ældre med demensproblemer at se mennesker omkring dem, hvis de skal trives, forklarer han.
Han bakkes op af Kristina Møller Hansen, der er arkitekt og segmentspecialist i pleje ved tegnestuen Friis & Moltke. Over de senere år har hun og hendes kollegaer tegnet flere plejehjem til mennesker med demens, blandt andet Huset Nyvang i Randers og Tornhøjhaven i Aalborg, der begge har deres afsæt i beboere med demens.
— God arkitektur til mennesker med demens skal kunne rumme de livshistorier og hverdagsliv, som beboerne kommer med. Det er deres hjem og deres hverdag, men det er vores ansvar som arkitekter at skabe rammer, der understøtter beboernes mestring af eget hverdagsliv og meningsfulde fællesskaber samt rummer hele demensspektret og maksimerer livskvaliteten hos den enkelte, siger hun.
Foto: Huset i Nyvang, kombineret plejecenter og daginstitution i Randers
Begrænset stimuli
For mange nye indtryk kan skabe uro og utryghed hos mennesker med demens. Af samme grund har arkitekter, der arbejder inden for dette felt, særligt fokus på at vælge velkendte former, materialer, tekstiler og møbler, der kan skabe en grad af genkendelighed og hjemlighed for beboerne.
— Vi forsøger så vidt muligt at arbejde med genkendelighed og stoflige materialer, der nedtoner det institutionelle og i stedet giver følelsen af hjem. I stedet for at bo på den blå gang, så bor man måske ved det store træ eller gadekæret. På den måde skaber vi ro og tryghed omkring boenhederne, forklarer Kristina Møller Hansen og fortsætter:
— Materialer kan have mange funktioner. Ser man for eksempel på spørgsmålet om akustik, så er lyd noget der i høj grad påvirker beboerne, og derfor spiller det en central rolle i et byggeri, hvor nogle beboere til tider kan være højtråbende. Med Troldtekt akustikplader kan vi både fange lydbølgerne, begrænse mængden af efterklangstid og skærme dem, der er meget lydfølsomme eller er svækket på hørelsen. Desuden får vi med Troldtekt en taktil overflade, der tilfører varme til rummet.
Jonas E. Andersson peger også på indretningen som en væsentlig faktor for trivslen – og som et punkt, hvor de svenske demensplejecentre kan forbedre sig:
— Helheden er vigtig for at skabe tryghed, og derfor kan både farver og møblering have en indvirkning på beboerne. I Sverige bliver det ofte meget hvidt og klinisk, fordi spørgsmålet om hygiejne fylder meget, men det skaber uro hos beboerne, når man skaber sygehuslignende miljøer til personer, der ikke forstår, at de er syge, fortæller han.
Homelike > hospital-like
Netop dette paradoks har Jonas E. Andersson stor indsigt i. I sin afhandling Architecture and Ageing: On the Interaction between Frail Older People and the Built Environment præsenterer han de tre begreber, som tager udgangspunkt i, hvordan svenske plejehjem for ældre med demens ofte opfattes:
-
Homelike
-
Hotel-like
-
Hospital-like
Koncepterne er baseret på, hvordan former, materialer, møbler og tekstiler hver især bidrager til at skabe et samlet miljø. Her viser svensk forskning, at ældre med demens trives bedst i hjemlige omgivelser, mens et hospitalslignende miljø forvirrer personer med en demensdiagnose.
— Det er klart, at det stiller krav til arkitekturen, når den skal passe til ældre med et øget plejebehov, hvor tilgængelighed og anvendelighed bliver afgørende. Der skal være bredere døre, større badeværelser og plads til lifte, men samtidig skal det føles som et hjem, forklarer han, inden han fortsætter:
— Vi bør stræbe efter homelike for at skabe de bedste miljøer for både beboerne og deres pårørende. Det er man lidt bedre til i Danmark, end i Sverige, hvor vores ældreboliger og plejehjem ofte er meget hospital-like. Det tror jeg, vi i Sverige kan gøre bedre i fremtiden, når vi begynder at kigge på udviklingsmulighederne og de ændrede behov efter coronapandemien.
Hos Friis og Moltke har de haft succes med at bringe det hjemlige ind og trække det hospitalsagtige ud – i hvert fald som et forstyrrende element for beboerne.
— Med denne type byggeri starter vi altid med at få flow og logistikkoncepterne fastlagt i forhold til, hvad vi for eksempel gør med mad, medicin, tøj/linned og depotvarer. For der vil altid være en grad af praktik. Udover at være beboernes hjem er det også en arbejdsplads, der skal fungere. Ved at afvikle logistikkoncepterne så vidt muligt væk fra boenhederne sikrer vi meget få forstyrrelser for beboerne, og samtidig har personalet ro til at udføre de praktiske opgaver – dog fortsat i umiddelbar nærhed til beboerne, forklarer Kristina Møller Hansen.
Begge arkitekter er dog enige om, at vi bevæger os den rette vej, og at vi har et solidt fremtidigt fundament.
— Både politikere og samfund har fået øjnene op for, at hvis vi skal kunne tage hånd om den voksende andel af ældre, skal vi i gang snart. Der findes ikke en fast skabelon for, hvordan ældreboliger skal se ud, men vi har mange gode elementer at bygge videre på. Det vigtigste er dog, at vi husker at sætte de ældres behov i fokus for arkitekturens udformning, afslutter Jonas E. Andersson.
